Meditationsgudstjeneste er en anderledes og eftertænksom form for gudstjeneste, hvor bøn, stilhed, mindfullness og musik er i centrum. Her handler det mere om at være tilstede i nuet end at vide hvordan "man" gør i kirken.

Her får du en mulighed for at være venligt opmærksom på dig selv og din verden. Og alt det andet, man ikke har tid til i en måske fortravlet hverdag; Gud, troen, sig selv eller noget helt andet?

Med salmer, læsninger fra Bibelen, korte refleksioner, musik og stilhed får roen lov til at sprede sig. Vi smider skoene og sidder på måtter og puder på gulvet (eller på en stol, hvis man ikke er til at sidde på gulvet). Efter gudstjenesten er man velkommen til at blive hængende og drikke en kop te med præsten.

Musikken leveres af Rune Funch og Jakob Lundbak.

Meditationsgudstjeneste er for alle, der har brug for tre kvarters ro.

 

Hvid du gerne vil gå mere i dybden med den musikalske side af gudstjenesterne, kan du være med i Taizékoret. Vi øver i Roskilde Domkirke torsdag den 26. september og torsdag den 28. november kl. 19-20. Her vil Rune Funch hjælpe os til flerstemmig sang, som vil få selv englene til at glæde sig.

Der er også Taizé-andagter i Roskilde Domkirke på de samme datoer kl. 20-21. Her bruger vi naturligvis det, vi har lært og derfor kan berige andagten med.