×

Advarselsmeddelelse

  • Begivenheden har allerede fundet sted.
Tirsdag d. 22. oktober 2019, Kl. 16:00 til kl. 19:00

Vil du gerne døbes? Så er her en god anledning. Vi holder nemlig drop-in dåb i Domkirken.

Mange forbinder dåb med babyer, fester og gæster. Men sådan behøver det ikke at være.

Tirsdag d. 22. oktober kl. 16-19 kan man droppe ind og blive døbt i Roskilde Domkirke. Uden nogen stor planlægning, men selvfølgelig ikke uden at have overvejet sagen grundigt.

Drop-in dåb er en mulighed for dig, der måske længe har tænkt på at blive døbt. Eller for en, du kender, som nu får en anledning til at gøre alvor af sit personlige ønske uden forpligtelse til at samle en stor familie.

Man kan komme alene eller sammen med familie og venner, som gerne vil dele glæden med en. Har man ikke selv faddere med, stiller mennesker fra folkekirken i Roskilde kommune sig til rådighed som dåbsvidner.  

Sådan foregår det: du medbringer billedlegitimation og en kordegn ordner formalia. Du får en god snak med en præst, som f.eks. kan handle om, hvorfor du vil døbes, og hvilke tanker du gør dig om livet. I den smukke domkirke er der mange muligheder for at stoppe op og se på kunst og kongegrave og reflektere over livet og døden, oplevelsen af at blive elsket og svigtet, og hvordan livet både er en gave og en opgave. Dåben finder sted i det lille Sankt Andreas kapel, som er et intimt og samtidig højtideligt rum. Har du en yndlingssalme, synger vi den. Efter dåben bliver der en lille fejring med et velment tillykke og et glas med bobler.

Du vil opleve, at flere andre søger til domkirken denne eftermiddag, så selv om rammerne er private, indgår du i et fællesskab, der åbner sig udad. Og der kan godt blive lidt ventetid undervejs.

Er det et barn, som skal døbes, skal forældrenes tilladelse foreligge, sammen med dokumentation for forældremyndigheden.

Drop-in dåb startede på Vesterbro for tre år siden. Sidste år i oktober blev 23 mennesker døbt ved drop-in dåb i domkirken, spændende i alder fra 3 måneder gamle til 80 år.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til sognepræst Mogens Ohm Jensen, mob 61638122, email: moje@km.dk.  

Medvirkende
Præster og frivillige fra Roskilde
Sted
Roskilde Domkirke